Lucas Bjerregaard (billedet) har tidligere vundet Portugal Masters, og sikrede sig sidste år en forlængelse af arbejdstilladelsen på DP World Tour ved at blive nummer to på Victoria Golf Course på Vilamoura på Algarvekysten. Han skal bruge et lignende resultat i denne uge, hvis han skal undgå en tur til Tourskolen eller i værste fald degradering til Challenge Tour.

Samme situation står Joachim B. Hansen i. Han vandt ganske vidst AVIV Dubai Championship i 2021, mens hans vinderkategori udløber nu og derfor skal han også præstere et absolut topresultat. De to er hhv. nummer 146 og 142 på ranglisten, hvor 117 fornyer kortet.

Opgaven er svær, men ikke umulig. I sidste uge sikrede tyske Nicolai von Dellingshausen sit tourkort med en andenplads. Og det er da i hvert fald positivt, at Lucas har strålende erfaringer fra banen. Endelig er feltet ikke opsigtsvækkende stærkt med kun to spillere fra verdens top100, og faktisk er der tre danskere blandt feltets syv højst rangerede spillere; Nicolai Højgaard, Thorbjørn Olesen og Marcus Helligkilde. Også Jeff Winther og Niklas Nørgaard Møller er med.

V Sport Golf/Viaplay sender alle fire dage fra torsdag kl. 14. (lørdag kl. 13.30 og søndag kl. 13).

Ugens øvrige golf:

Asia Pacific Amateur Championship, Discovery+/GOLFTV/Eurosport2, torsdag og fredag kl. 9, lørdag kl. 7 og søndag kl. 6.

PGA TOUR: Butterfield Bermuda Championship, Discovery+/GOLFTV/Eurosport 2, torsdag-lørdag kl. 19.30, søndag kl. 18.30.

LIV Golf Series: Miami Team Championship, Viaplay/ V Sport Golf, fredag og lørdag kl. 18 (kl. 19 på V Sport Golf), søndag kl. 16 (kl. 17.30 på V Sport Golf).

Foto: Getty Images

 

Forrige artikelTirsdagsanekdoten om McIlroys ekstra motivation
Næste artikelJeff Winther nr. 2 i Portugal
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.