Den ordinære DP World Tour lå stille i forbindelse med PGA Championship, som jo også talte til ranglisten, men i denne uge spilles den belgiske turnering Soudal Open, hvor Jeff Winther, Marcus Helligkilde, Niklas Nørgaard, Søren Kjeldsen, Sebastian Friedrichsen og Søren Broholt Lind er inde. Jonathan Gøth-Rasmussen er p.t. anden reserve, så mon ikke han har en mulighed for at træde ind.
V Sport Golf/Viaplay Total sender fra kl. 13 torsdag, fredag og søndag og fra kl. 13.30 lørdag.
På PGA Tour er Nicolai Højgaard inde i Charles Schwab Challenge i Fort Worth, Texas, mens Thorbjørn Olesen lige p.t. er syvende reserve, og vel næppe kommer ind. Scottie Scheffler er turneringens helt store navn og klare favorit, hvis ikke det amerikanske retsvæsen stikker en kæp i hjulet efter hans trafikforseelse i forbindelse med PGA Championship på Valhalla. Apropos den, så hviler Xander Schauffele på laurbærrene, og det samme gør nummer tre Viktor Hovland.
Discovery+/Eurosport 2 sender fra kl. 22 torsdag-fredag, og fra kl. 19 i weekenden (Eurosport dog først fra kl. 21 søndag). Med diverse live-feeds allerede fra kl. 14.15/14.00).
LPGA Tour holder pause inden næste uges US Women’s Open, og der er ikke tv-transmission fra Ladies European Tour Jabra Ladies Open i Evian, hvor Nicole Broch Estrup, Sofie Kibsgaard, Cecilie Finne-Ipsen og Line Toft Hansen er i feltet.
Der er heller ikke tv fra Challenge Tour, men det kan du selv tage ud og opleve live, for i denne uge er det nemlig Danish Golf Challenge i Odense Eventyr Golf, der er på programmet.
Foto: Getty Images