Verdenselitespillerne får godt med bonuspoint hos luftfartsselskaberne i disse uger, hvor store penge på den arabiske halvø lokker masser af spillere, der normalt gør sig på den amerikanske tour, til European Tour, mens andre tager den anden vej for at forberede sig til endnu større opgaver i fremtiden.
Rory McIlroy har således haft en del timer i flyet fra Abu Dhabi til Phoenix til at ræsonnere over endnu en finalerunde, der gik galt for ham, og hvad han eventuelt skal gøre anderledes næste gang.
Den unge himmelstormer, Collin Morikawa (billedet), har så krydset ham i luftrummet for at slutte sig til European Tour i Dubai hvor han erstatter sidste ugens store flop, Justin Thomas, som Omega Dubai Desert Classics topstjernenavn fra verdensranglistens top5. Man kan diskutere om ikke unge Morikawa havde været bedre tjent med at få turneringsrunder ind på rygraden på Torrey Pines’ South Course, som senere på året er vært for US Open, men ok, Morikawa er fra Californien og føler måske at han kender Torrey Pines til bunds. Fremmødehonoraret i Dubai er sikkert også ganske attraktivt.
Om alting er; både på European Tour og på PGA Tour er der rigtigt stærke startfelter i hhv. Dubai Desert Classic og i Farmers Insurance Open.
Syv danskere
I alt syv danskere stiller op. De seks i Dubai, hvor Rasmus Højgaard, Joachim B. Hansen, Søren Kjeldsen, Jeff Winther og Thomas Bjørn ser ud til at få selskab af Thorbjørn Olesen, der har overstået sin isolation efter at være testet positiv for Covid-19. De skal så forsøge at levere et godt resultat overfor topkvalitetsspillere som sidste uges vinder Tyrrell Hatton, førnævnte Morikawa, Matthew Fitzpatrick, Tommy Fleetwood, Paul Casey, Shane Lowry, Lee Westwood, Sergio Garcia og mange flere.
I San Diego-området skal Sebastian Cappelen se om han kan følge op på sidste års flotte præstation i Farmers Insurance Open, hvor han var på delt førsteplads efter første runde, og helt til finalen søndag havde en chance for at slutte i top5. Det blev en 21. plads.
Forsvarende mester er Marc Leishmann, som bestemt ikke har været oppe i omdrejninger de seneste mange måneder, men viste fremgang på Hawaii, verdens nummer to Jon Rahm blev to’er sidste år foran Rory McIlroy. Begge er altså med igen. Det er også formstærke Harris English efter en uges pause, Hideki Matsuyama, norske Viktor Hovland og en stribe af de spillere, der viste god form i sidste uge, især Si Woo Kim, der vandt, Tony Finau, Cameron Davis, Max Homa og Francesco Molinari.
Lucas Bjerregaard har valgt at holde ugen fri ovenpå en udmærket præstation i sidste uge.
V Sport Golf/Viaplay sender dagligt fra Dubai: Torsdag fra kl. 05-10 og fra 12.30-14.30, Fredag fra kl. 09-11 og 12.30-14.30 og i weekenden fra 10.30-14.00. Henrik Knudsen og Michael Lermark kommenterer.
Eurosport/GOLFTV sender dagligt fra Torrey Pines: Torsdag-fredag fra kl. 21-01 og lørdag-søndag fra kl. 19 til ca. midnat. Andres Sigdal og Søren Hansen kommenterer.
Foto: Getty Images