Esther Henseleit fra Hamburg i Tyskland er blot 20 år gammel og spillede i år sin første sæson som professionel på Ladies European Tour.
Det har været en strålende sæson, og i går på Vipingp Ridge Golf Club i nærheden af Mombassa i Kenya kronede Henseleit det hele med en unik tredobbelt triumf.
Ikke alene vandt hun Magical Kenya Ladies Open efter en finalerunde i 64 (-8), med sejren sikrede hun sig også titlen som Rookie of the Year på LET – og titlen som vinder af Order of Merit.
Ranglistetitlen lå ellers til at blive vundet af norske Marianne Skarpnord, men da hun blot opnåede en delt 34. plads i Kenya, overhalede tyskeren hende med lige knapt 49 point.
Første gang
Det var Esther Henseleits første sejr på LET, men tidligere i år vandt hun på LETAS Tour i Sverige. Inden finalerunden førte den unge svensker Julia Engström med hele syv slag, men hendes 74’er rakte kun til en tredjeplads efter Aditi Ashok.
Det er første gang en tysk spiller vinder Order of Merit, og første gang, at en tysker vinder Rookie of the Year. Det er derimod tredje gang, at den samme spiller vinder begge priser: Laura Davies gjorde det i 1985 og Carlota Ciganda i 2012. I 2005 vandt Iben Tinning Order of Merit, og i 2015 blev Emily K. Pedersen Rookie of the Year.
Foto: LET