Mørket nåede at sænke sig over Mamaroneck i New York inden de tre sidste spillere var blevet færdige med første runde af årets udsatte US Open. Ingen af dem ligger dog godt til i klassementet, så det ændrer ikke noget, at de skal tidligt op og færdiggøre runde idag.

Winged Foot har været frygtet af spillerne for sin sværhedsgrad, men selvom banen havde sine ofre, så er der bemærkelsesværdigt, at 21 spillere formåede at bryde par i første runde. Bedst af dem Justin Thomas i -5. Han vandt klart stjerneduellen i bold med Tiger Woods (+3) og Collin Morikawa (+6, manges forhåndsfavorit stod altså ikke distancen). Thomas følges til dørs af Patrick Reed i -4, efter en runde, der inkluderede en dobbeltbogey på 5., og et hole-in-one på 7. Det kan man da kalde et ‘bounce back’. Også Thomas Pieters ligger, ganske overraskende i -4, ligesom den unge Matthew Wolff.

Den nybagte far, Rory McIlroy startede fra 10. hul med en birdie, og kom hurtigt 3 under. Det blev også hans slutscore, og en delt femteplads med Louis Oosthuizen og minsandten den aldrende englænder Lee Westwood.

Dagens største overraskelse kom dog fra den 21-årige amatør, Davis Thompson. Han kom ind i turneringen via sin placering på amatørernes verdensrangliste, og leverede tre birdies i træk fra 6. hul, og strøg til tops på leaderboardet med endnu en på 11. På det tidspunkt førte han turneringen. Virkeligheden ramte ham med bogeys på 13., 16. og 17. men stadig en delt 14. plads i -1.

Hårdt for Højgaard

Havde Rasmus Højgaard ligget vågen helt natten og drømt om en god start på US Open, så ramte virkeligheden bestemt også ham. Europatourens unge, danske stjernefrøs præstationer er ikke gået ubemærket hen blandt stjernerne, og Rory McIlroy havde spillet prøverunde med ham. Da slaget skulle slås, var Rasmus ikke klar. Dagens første drive blev sendt laaaangt ud i venstre, og bogey var egentligt godt derfra. Siden fulgte yderligere fem bogeys på For9, hvor Højgaard havde vanskeligt ved at ramme fairways. Par3-hullerne – og 8. hul var de eneste pars. Der var dog lyspunkter; 10. hul gav dagens første birdie, og det blev til en mere på 13. , men 12., 16. og 18. kastede endnu tre bogeys af sig og med +7 er Rasmus reelt færdig i US Open. Cutgrænsen er +2, og synes langt væk.

Rasmus Højgaard ligger på 132. plads, men kan dog glæde sig over at have slået superstjernen Phil Mickelson (+9), som må konstatere, at det heller ikke blev denne gang han vandt et US Open.

Foto: Getty Images

 

Forrige artikelBlandede danske torsdagsbolsjer
Næste artikelPå besøg i Sydsverige
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.