American Express-turneringen på PGA Tour spilles på tre forskellige baner i La Quinta i Californien, og igen i år tegner det til at blive noget af en birdiefest.

La Quinta-banen er således noget lettere end både Nicklaus Course og Stadium Course på resortet, og Patrick Cantley var på vej til et helt unikt resultat, da han efter bare 13 huller var hele 10 slag under banens par og godt på vej mod en magisk 59’er eller endnu bedre. Men verdensranglistens nummer 4 formåede ikke at få birdies på de sidste fem huller og må ‘nøjes’ med at dele førstepladsen efter første runde med mere upåagtede Lee Hodges, som også gik La Quinta i -10.

K.H. Lee spillede måske dagens bedste runde, selvom han er to slag efter på tredjepladsen. Hans score kom nemlig på Stadium Course, som må opfattes som den vanskeligste test af de tre baner og også er banen, hvor det hele skal afgøres på søndag.

109 af de 154 deltagere gik under par, så i den sammenhæng er det særdeles overraskende at stortalentet Matthew Wolff og majorvinderen Phil Mickelson, som tilmed er næsten på hjemmebane i Californien deler sidsteladsen i +6.

Mexicansk føring på Lake Nona

Kvindernes LPGA Tour starter sæsonen med Hilton Grand Vacations Tournament of Champions på den toplækre Lake Nona i Florida. Blot 29 vindere fra 2021-sæsonen er med – i selskab med en lang række celebreties og amatører – og Mexicos Gaby Lopez kom bedst fra start med en 67’er (-5), ét slag bedre end en stærk kvartet bestående af verdens nummer 1, Nelly Korda, major-vinderen Yuka Saso, Ryann O’Toole og Danielle Kang.

10 slag skiller nummer 1 fra nummer 29, og der spilles naturligvis uden cut, så ingen er vel helt ude af kampen endnu.

Foto: Getty Images

Forrige artikelGolflegende: Det er slut
Næste artikelMarcus Helligkilde med nyt udstyr
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.