Man skal naturligvis aldrig sige aldrig, for golf er nogle gange en besynderlig sport, men selv Nelly Korda har indset, at det ikke bliver i Cognizant Founders Cup, at hun skriver sig ind i LPGAs historie som den første, der vinder seks turneringer i træk.
Den suveræne verdensetter ligger ganske vist på delt tredjeplads i 8 under par, men der er så langt op til de to førende, at sandsynligheden for en ny Korda-triumf er nærmest lig nul.
Madelene Sagström (billedet) fører i 19 under par, 1 slag foran Rose Zhang. En af dem vinder, men hvem?
Lidt samme situation er man i PGA Tours Signature Event, Wells Fargo Championship, om end afstanden fra de to førende og ned til SungJae Im på tredjepladsen i 8 under par kun er 3 og 4 slag. Xander Schauffele indtager førstepladsen i -12, Rory McIlroy er blot 1 slag efter.
Thorbjørn Olesen rykkede sig ingen vegne på moving day i Myrtle Beach Classic, hvor han gik i par og er nummer 62 i -2. Chris Gotterup i -18 er på vej mod sin første sejr på PGA Tour med 4 slag ned til Erik van Rooyen, Jorge Campillo og Robert MacIntyre.
I PGA Tour Champion’s major, Regions Tradition er Thomas Bjørn nummer 52 i +3. Der er tæt kamp i toppen. Doug Barron og Ernie Els fører i -13, Padraig Harrington er treer i -12, og Charlie Wi og Steve Stricker deler fjerdepladsen i -11.
Foto: Getty Images