Alt lå klar på et sølvfad til 22-årige Nelly Korda, der ‘bare’ skulle levere en birdie på et af de afsluttende huller i ANA Inspiration, for at tage majorsejren – hun førte med to slag med fire huller igen. Men næsten alt gik galt for hende.

For ikke alene missede hun selv mulighederne, andre udnyttede deres. Den 29-årige Koreaner Mirim Lee, der var placeret som nummer 94 i verden, greb chancen og med enorm hjælp fra en midlertidig blå reklamevæg på 18. – der hvor der skulle have været en tilskuertribune – undgik hun dels at slå sit andetslag på 18. i vandet, dels sprang bolden fra væggen ind på green, så hun øjeblikke efter kunne sænke et eagleputt og helt overraskende pludselig førte turneringen i -15, delt med Korda.

På sidste hul missede Korda som nævnt at lave birdie, mens hendes spillemakker, den 23-årige canadier Brooke Henderson til gengæld fik sin 4’er, og dermed stod de tre alle på -15.

Omspillet blev kort. Ét hul. Lee slog igen 5-wood over green, men uden hjælp fra væggen denne gang, og chippede bolden ind til to en halv meter. Korda havde misset fairway, lagt op og kunne ikke lave birdie. Henderson stod med et birdieputt på lidt over tre meter og missede den.

Mirim Lee sænkede køligt sit putt, og blev den anden meget overraskende majorvinder hos kvinderne på få uger, omend ikke en sensation på helt samme niveau som Sophia Popovs sejr i Skotland. Måden hun vandt på, var dog sensationel.

“Det føles vanvittigt at vinde. Jeg tror, jeg havde lidt held, der hjalp mig i dag,” sagde Mirim Lee via sin tolk, efter at have taget det obligatoriske dyk i Poppy’s Pond, søen ved 18. hul, som hun med plastikvæggens hjælp havde undgået i ordinært spil.

Nanna Koertsz Madsen faldt desværre langt tilbage med en 77’er og blev delt 51’er – ærgerligt, når hun nu var nummer 3 efter to runder, og Nicole Broch Larsen sluttede sidst af dem, der klarede cuttet med en 76’er.

Første sejr i 11 år

På PGA Tour var et hav af spillere inde i billedet til at vinde sæsonåbningsturneringen Safeway Open. En blanding af unge talenter på jagt efter den første sejr, og ældre, rutinerede tourspillere, enten uden sejre eller med sejre, der lå år tilbage i tiden.

Med en sublim runde golf i 65 slag (-7) viste 47-årige Stewart Cink, at karrieren langt fra er slut endnu, selvom han ikke har vundet siden han for 11 år og næsten to måneder siden blev en af historiens mest upopulære vindere af The Open – helt uforskyldt – ved at besejre Tom Watson i omspil. Han sluttede i -21 og var to slag bedre end nærmeste modstander. Den gennemsympatiske Cink havde sin 23-årige søn som caddie, og det makkerskab fungerede perfekt. Hustruen Lisa fulgte med fra sidelinjen, og ved vinderinterviewet skinnede det tydeligt igennem hvor meget sejren betød for hele familien. Både Lisa Cink og Stewart Cink har været ramt af kræft, men er kommet gennem det, og nu har Stewart sikret sig en vinderkategori på PGA Tour, der varer indtil han kan begynde at spille på Champions Tour om to et halvt år.

Harry Higgs, der har alle redskaber til både at blive en kommende PGA-vinder og en publikumsyndling, blev nummer to alene i -19, mens fire spillere delte tredjepladsen i -18. Blandt dem, 22-årige Doc Redman, der tre timer inden afgørelsen, havde afsluttet sin runde med seks birdies i træk og en 62’er til følge. Det er også værd at nævne, at norske Kristoffer Ventura fik karrierens første top10 med en syvendeplads, der kunne være blevet til mere hvis putteren havde fungeret denne søndag i Napa Valley.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelJublende glade DM-vindere
Næste artikelStore ord om Rasmus Højgaard fra Golfworld før US Open
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.