Inden ugens turnering på PGA Tour, den første i FedEx Cup-slutspillet St. Jude Championship, ligger Jordan Spieth udenfor Top30, som får adgang til Tour Championship. Men det ser han ud til at ændre gevaldigt på.
Spieth gik første runde i 63 slag (-7) og fører med 1 slag til Tom Kim. Holder stillingen de næste tre dage (det gør det jo nok trods alt ikke helt), så vil Spieth avancere helt frem til tredjepladsen på ranglisten og i den grad være i spil til den store 20 mio. $ bonuspræmie.
De førende på ranglisten holdt sig ærbødigt tilbage torsdag. Rory McIlroy og Scottie Scheffler deler 15. pladsen i -3, men er kun ét slag fra Top5. Jon Rahm, derimod, gik +3 og er blot nummer 65 af de 70 deltagere.
På Epson Tours Four Winds Invitational er Karen Fredgaard delt 93. efter en runde i +3. Asserbo-pigen ligger nummer 69 på ranglisten, så hun har et bjerg at bestige hvis Epson Tour skal konverteres til LPGA Tour næste sæson.
Foto: Getty Images