Tredje dag af Presidents Cup var kun lige kommet i gang, da den blev standset igen pga. morgentåge over Montreal. Først efter godt halvanden time blev runden genstartet, men det betyder næsten med sikkerhed, at eftermiddagens foursomes ikke vil blive færdige.
USA vandt formiddagens spil 3-1. Det internationale holds sejr blev vundet stensikkert af Si Woo Kim/ Tom Kim 4-3 over Keegan Bradley/ Wyndham Clark. I den første match mellem Scottie Scheffler/ Collin Morikawa og Adam Scott/ Taylor Pendrith havde det internationale hold længe håb om mindst et halvt point, men der var ikke meget støtte til Scott fra Pendrith, og USA sejrede 2-1. Til gengæld var Tony Finau/ Xander Schauffele mod Corey Conners/ Mackenzie Hughes foran fra sjette hul og sejrede 3-2, mens den sidste match mellem Patrick Cantlay/ Sam Burns og Hideki Matsuyama/ Sungjae Im udviklede sig som en duel mellem Cantlay (fem birdies og en eagle) og IM (fem birdies), der ses på Gettys billede, og sluttede med amerikansk sejr 2-1. Dermed fører USA 8-6.
Lørdagens foursomes er indledt med spil af superkvalitet fra alle involverede.
I Acciona Open de España fører Angel Hidalgo stadig før sidste runde. Han er i -13 to slag foran Jon Rahm og tre foran David Puig. Rasmus Neergaard-Petersen er nr. 22 i -3.
I Swiss Challenge på Challenge Tour regnede hele lørdagen væk, og nu bliver turneringen kun på 36 huller. Anden runde færdigspilles fra morgenstunden, og det kan ikke mindst Martin Leth Simonsen se spændt på, da han ligger som nr. 4 i -3, men blev færdig med anden runde.
Lacoste Ladies Open de France blev færdigspillet lørdag, og Sofie Kibsgaard blev nr. 32 i +2. Chiara Tamburlini, Italien vandt efter omspil med Kirsten Rudgeley, Australien, efter at begge var sluttet i -7.