Valløs bane lidt syd for Køge er en god blanding af brede fairways, kuperede huller, dogslegs og store ondulerede greens.
Fra de toppede brosten på den gamle Elbækgaard træder man ind i en lille golfbutik, der fører videre til sekretariatet og et stort smil bag skrivebordet. Her sidder klubsekretær Mette Helt.
Den gamle gård emmer af aktivitet denne søndag formiddag i september, hvor en kropsvenlig temperatur har lokker mange ud på golfbanen.
Efter en grundig opvarmning – der er træningsbolde til frit brug – står vi på tee på Hul 1, som ligger 50 skridt fra klubhuset. Åbningshullet er et supergodt og udfordrende par4-hul med et dogleg i udslagslængde, der sætter pulsen og koncentrationen i vejret. Mit slag sidder lige i sweetspot, bolden flyver ud på 200 meter, men desværre en anelse upræcis, og den opfanges af bunkeren.
Fra Hul 1 skal vi ud på en lille gåtur til Hul 2, et kort par3-hul, som er smukt med sø lidt foran green-kanten.
Hul 3 får pulsen op i det røde felt; fra tee har jeg udsigt til et blindt par5-hul på blot 437 m fra gul tee. Flaget bliver synligt efter et rimeligt drive over bakken, og green, som er eleveret, falder kraftigt fra bag- til forkant. Og kan man slå et solidt drive, så er det bestemt overkommeligt for bedre spillere at nå green i to slag.
På Hul 4 slår man fra et højt plateau hen over et levende hegn. Det kan det være svært at se, hvor man skal lande bolden, og her kommer baneguiden til hjælp. Hullet er ligesom det foregående et kort par5-hul – blot 437 m fra gul tee, og på grund af teestedets høje placering spilles hullet kortere end det er. Et udslag i fairway betyder gode muligheder for at komme fra hullet med to-tre point. Helt anderledes vanskeligt er hul 5, et par4-hul på knap 400 m der spiller opad, og hvor der virkelig skal slås langt for at kommer på green i to slag.
Greens udfordrer
På Vallø bliver man særligt udfordret af de ondulerede green – et par af dem er tilmed i to niveauer – og det betaler sig at komme på den rigtige side af pinden i indspillet. Det er en god idé at skænke baneguiden et blik, for her er illustration af hvordan hældningen er på green, og der er yderligere hjælp at hente i proens bemærkninger.
Da vi spiller banen, er greens lynhurtige. Ingen tvivl om at Vallø har gode greens, når de står på toppen.
Med brede fairways inviterer Vallø til at bruge driveren. Fairwaybunkers og doglegs gør dog, at man lige overvejer, hvor langt og hvor man slår. Det er en bane som ikke staffer skæve udslag særlig hårdt. Dertil er der for meget plads på fairway. Det giver lidt ro på, når man har hang til at slå skævt, og det viser sig da også, at vi efter runden i vores to-bold blot har mistet et par bolde tilsammen.
Der er en del træer, som er groet godt siden banen blev anlagt, og som sammen med en del nyplantede står langs med fairways. Det er nu ikke træer, der er det store problem på Vallø. Banen er meget åben, og vinden vil være en bestemmende faktor på blæsende dage.
En åben og let kuperet bane
Den engelske banedesigner Chris Haspell, som i en årrække arbejdede som chefgreen-keeper i Danmark, har fået maksimalt ud af landskabet og skabt en bane fuld af variation. Terrænet og de blinde huller leverer både variation udfordringer. Der er også stor variation på hullernes længde. Hul 8 måler kun 101 m fra gul tee, mens Hul 16 er et ustyrlig langt par5-hul på hele 522 m.
Layoutet er præget af store og ondulerede greens, samt en del fairways bunkers, men et beskedent antal greenbunkers.
Bag-ni er mere kuperet end de første ni og indledes med et flot par4-hul på 384 m fra gul tee. Der er udsyn til pinden, der er placeret på et højt plateau. Det kræver, at man i udslaget kommer forbi sandet som ligger 212 meter ude, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at slå ind på pladen i andet slag, der spiller op af bakke.
Hul 11 er både smukt og udfordrende. Længden er ikke noget problem på dette korte par4-hul, men det er indspillet derimod. Greenen er flankeret af en sø i hele venstre side, og bliver bolden er en anelse for kort, så er risikoen for at gå i søen overhængende.
Bag-ni har mange flotte huller
På bag-ni er det også værd at fremhæve hul 14. Fra teestedet – det højeste punkt på banen – har man udsigt til tre fairway bunkers, mens pinden som står længere nede i venstre er ude af syne. Der er 355 m til pinden fra gul tee, og det kan blive lidt kortere, hvis man driver hen over den venstre fairway bunker og dermed skærer et hjørne af. Men det er de få, der evner at slå en carry på 211 m. Hullet spiller kortere end det er; fairway falder pænt ned mod green.
Hul 18, et par4-hul på hele 405 fra gul tee er en udfordring alene på længden. To søer har i driverafstand snuppet en god bid af fairway, og der skal derfor spilles forsigtigt ud med det resultat, at indspillet let bliver godt og vel 200 meter. Måske en lige lovlig hård nød.
Det er en fornøjelse at spille Vallø.
Vallø Golf
Køgevej 87
4600 Køge
Tlf. 56 29 00 14
E-mail:
info@valloe-golf.dk
www. valloe-golf.dk
Greenfee
Greenfee 1. november til 15. marts
18-hullers banen:
Alle dage: 300 kr.