Bob Goalby fik ufortjent og uden egen skyld ikke anerkendelse, men hadebreve, for sin sejr i Masters 1968
– Man skulle stoppe Sonny Liston og dig i en sæk fyldt med cement og smide den i havet!
… stod der i et af de hadebreve, Bob Goalby modtog i ugerne efter, at han havde vundet Masters 1968 uden det omspil med Roberto de Vicenzo, som skulle have været afviklet om mandagen, hvis de Vicenzo ikke havde underskrevet et ukorrekt scorekort.
de Vicenzos blamage
Argentinerens spillepartner, Tommy Aaron, havde skrevet en birdie på 17. hul som en par. I det mindste blev han ikke diskvalificeret, som det var sket, hvis scoren havde været for lav, så de Vicenzo blev nr. 2, og en voldsom sympati samlede sig omkring ham; den virkede modsat over for Goalby, der oplevede en mærkværdig sejrsceremoni: – På film ser man mig klappe Roberto trøstende på benet, og jeg var overhovedet ikke begejstret over at have vundet.
Siden konstaterede han, at – det var tragisk for Roberto, men også uheldigt for mig. Jeg blev aldrig helt anerkendt for min præstation, og jeg spillede ellers pokkers godt, især i sidste runde.
Lad os give ordet til Gary Player: – Vi bruger ti timer dagligt på at træne og arbejde med vores spil, så det mindste, vi kan gøre, er at bruge to minutter på at sikre, at vores score er korrekt.
Flot turnering
Det er ærgerligt, at turneringen næsten kun huskes for et forkert udfyldt scorekort, for det var en af de fineste Masters-turneringer med fornemt spil, skiftende føringer og en neglebidende spændende duel på sidste rundes bag-9.
Billy Casper førte efter åbningsrunde i – 4, et slag foran Aaron, de Vicenzo, Tony Jacklin, Bruce Devlin og Jack Nicklaus. Efter fredagen førte Gary Player og Don January -5 foran Goalby og Nicklaus -4, mens de Vicenzo var 7 i -2.
Før sidste runde førte Gary Player -6 foran Frank Beard, Raymond Floyd, Devlin, January og Goalby -5, mens Trevino og de Vicenzo lå i i -4.
Fyrværkeri
de Vicenzo, der kort forinden havde vundet The Open, bragte publikum i ekstase, da han startede søndag eagle-birdie-birdie og udbyggede med en birdie på 8. hul. Dermed tog han føringen i -9.
Goalby var et enkelt slag efter. Før runden fik han ikke slået bolde på driving range. Netop som han ankom, blev den lukket, fordi den var nødvendig som supplerende P-plads! Var det medvirkende til, at han først fik birdie på 5. hul, men til gengæld omgående udbyggede med birdies også på de to følgende huller?
Bag-9 blev en intens oplevelse. De Vicenzo fik birdie på 12, men så tog pokker ved Goalby: Birdie-birdie-eagle på 13-15.
Husker du Gene Sarazens ’slaget, der kunne høres i hele verden’, hans fantastiske albatross på hul 15 i 1935 i overværelse af bl.a. Bob Jones? Så vil du forstå, hvilken ros, der lå i Jones’ kompliment til Goalby straks efter turneringen: – Jeg er specielt begejstret for dit udsøgte slag til 15. green, som er det bedste, jeg har set på det hul!
de Vicenzo havde fået birdie på hullet en halv time tidligere, og da Goalby fik bogey på 17, mens argentineren fik birdie (den, som Aaron fejlførte), var de Vicenzo i spidsen i -12. En bogey på 18 trak ham tilbage til -11, før Goalby nåede frem til 18 i -11.
Hans drive ramte nogle grene, så han havde langt til green og bad om et 2-jern. Hans caddie protesterede og voterede for et 3-jern, og det betød, at nok tog Goalby et 2-jern, men han slog det ikke fuldt. Bolden ramte bagest på green og rullede tilbage til godt en meter. Han holede sikkert. – 11.
På vej til at gøre sin score op sagde Goalby til de Vecenzo, at ’vi skal så spille videre i morgen’.
Fik dog frynsegoderne
Det var Cary Middlecoff og Sam Snead, der fortalte Goalby, at han faktisk havde vundet, og så fulgte de lidt surrealistiske scener.
Ikke mindst, da Bob Jones inviterede de Vicenzo til at spise med i Trophy Room, og Clifford Jones ikke anede, hvad han skulle sige til det, for der var jo ikke to vindere, men de spiste med begge to.
– Heldigvis fik jeg glæden af at komme til Champions’ Dinner hvert eneste år, konstaterer Goalby, der nu er 89, – og i dag taler de unge ikke længere om de Vicenzo. De er begejstret over, at jeg har vundet Masters.
Goalby koketterer også med, at hans livs største oplevelse var som quarterback at føre Belleville West High til sejr i staten Illinois’ mesterskab i American Footbal 1946, og at han blev valgt som All State Quarterback.
Han blev født i Belleville, bor der igen i sit otium, og får tårer i øjnene ved tanken om, at West Highs stadion i dag er døbt Bob Goalby Field.
Noget lignende vil ikke ske med basketballhallen, for pga. sit temperament fik han så mange fejl, at han i en sæson blev sendt fra banen i samtlige 14 matcher efter tidligt at have nået de fatale fem fejl!
de Vicenzo
Argentineren og Goalby var gode venner, til Vicenzo døde for halvandet år siden. Han var skødesløs nok til tre uger efter Masters at glemme at underskrive sit scorekort i Houston Champions International, men da han havde vundet den, vovede turneringsledelsen ikke endnu en scorekort-skandale. De opsøgte ham og bragte ham tilbage til scorerummet, så han kunne underskrive!
PS
En af Bob Goalbys nevøer er Jay Haas, hvis søn Bill Haas vandt Tour Championship og FedEx Cup 2011.
