Der var bonus til alle, derholdt sig oppe til afslutningen af Sony Open på Waialae, Hawaii. 15 spillere startede sidste runde indenfor tre slag, og stillingen skiftede uafladelig. Længe lignede det et omspil mellem J. J. Spaun og Stephan Jäger, men de stod tilsammen for en enkelt birdie på bag-9 og fik i slutfasen bogey på 17 (Spaun) og 16 (Jäger).

I stedet lignede det en sejr til Nico Echavarria, Columbia, der kom i klubhuset i -16. Canadieren Nick Taylor var i -14, da han slog ud på hul 18 par-5, og Data Golf gav ham kun 0,4% chance for at vinde. Hans andet slag gik over green, men han chippede alligevel i hul for en eagle og et sudden death omspil.

Det blev på to huller, hvor Echavarria på begge lå bedst efter udslaget. På det første reddede Taylor en birdie, så hullet blev delt, og på det andet slog han sit wedgeslag til en given birdie. Da Echavarria treputtede fra 11 m, var sejren en kendsgerning. På Gettys billede ses han sammen med Miss Hawaii Teen og Miss Hawaii!

Stillingen i toppen blev: 1. Nick Taylor, Canada -16. 2. Nico Echavarria, Columbia -16. 3. J. J. Spaun, USA og Stephan Jäger, Tyskland -15. 5. Eric Cole, USA -14. 6. Jackson Suber, Adam Schenk, Patrick Fishburn og Keegan Bradley, alle USA -13.

Hideki Matsuyama sluttede som nr. 16 i -11. Det fortæller om turneringens kaskader af birdies og eagles, at hans runder var 67-69-67-66. HVor mange steder bliver man kun nr. 16 med den score?

Det var Nick Taylors femte PGA-sejr. På FedEx Cup-listen avancerer han fra nr. 48 til nr. 2, og på Verdensranglisten springer han fra nr. 73 til nr. 29.

Forrige artikelUdsigt til dramatisk afslutning på Hawaii
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.