Siden 2012 har Vejle GC løbende foretaget forbedringer af sin smukke bane efter en plan af Philip Spogárd. Alle 27 huller holdes i forbilledlig stand – og 2020 har budt på coronaboom
Et af de golfhuller, flest danske spillere husker, er hul 3 på Vejle GCs sløjfe Skoven. I en afstemning blev det engang kåret som et af Danmarks bedste par-4-huller; formentlig, fordi alle husker dets skønhed; frygten, når de første gang skulle finde et fornuftigt sted at lægge deres udslag; og fryden, når de – formentlig efter flere runder – endelig havde fundet ud af, hvordan hullet bedst spilles.
Man slår ud højt oppe og skal have sin bold ned gennem en dal, hvor der er skov og rough i venstre; en lille bæk, en sti og rough i højre, og hældende fairways i midten.
Fire huller senere kommer endnu et uforglemmeligt hul. Par-3, 107-137 m fra de fire teesteder. Green ligger i dybet, langt under udslaget, og minsandten om der ikke ligger et vandløb bag den.
Bjergtagende
Egnen omkring Vejle er noget af det mest bakkede i Danmark. Vejle GC, der har 50 års jubilæum i år, er ikke helt så kuperet bortset fra sløjfen Skoven, men om ikke andet er hele banen bjergtagende i sin skønhed og forrygende kvalitet.
Greens er lækre og hurtige, fairways er tæt klippet og dejligt brede – undtaget nogle af hullerne på Skoven. Træerne er velplejede og statelige, så man får det ene fine synsindtryk efter det andet, og teesteds-markeringerne er smukke og informative, og så er der detaljer, der gør, at man oplever noget ekstra.
Fx er naturen på banen plejet med varierede buske og træer, og lysninger gør, at man oplever en stor varietet af planter, insekter, dyr og fugle, som der fortælles om på lækre farveplancher, en på hvert hul. Vidste du fx, at mens en guldsmed kun lever et døgns tid, ligger en guldsmedelarve 3-4 år og hygger sig, før den udklækkes, og at der er 58 arter i Danmark?
Fint hulforløb
Da man kan spille de tre 9 huls-sløjfer i forskellige kombinationer, er det perfekt, at alle starter og slutter stort set samme sted.
Foruden den kortere, men meget tekniske, Skoven, er det Sletten med større greens og Parken med længere huller.
Hulforløbet er logisk, så der ikke er for stor afstand mellem green og næste tee, og man kommer så godt som aldrig i nærheden af at skulle råbe ’Fore’.
Coronaboom
Banen er anlagt på Fællessletgårds jorder. De første år fungerede den smukke gård også som klubhus, men alt gik til i en voldsom brand i 1977. Det betød på den anden side, at et nyt klubhus, beregnet på golf, kunne tages i brug året efter. Et klubhus, der er lyst og indbydende med en stor terrasse, der bruges til et levende socialt samvær.
Ved sin stiftelse havde klubben 28 medlemmer. Siden blev den en overgang en af Danmarks største med 1.886 medlemmer i 2002, men tallet sank med stiftelsen af en række klubber i nabolaget. Til gengæld, fortæller golfmanager Bo Vaaben, har Vejle Golf Club i år oplevet et mindre coronaboom. Antallet af prøvemedlemmer er vokset til mere end 230 mod normalt ca. 130, og klubben har modtaget flere indmeldelser af aktive golfspillere end sædvanligt. Derfor er forventningen, at det samlede medlemstal på næsten 1.600 ved sæsonstart vil være forøget til 2021.
Det er særlig godt, fordi 80% af klubbens indtægter kommer fra kontingenter og resten fra greenfees og sponsorships. Kontingentet er 7375 kr., og det tidligere indskud ved indmeldelse er afskaffet.
Vaaben beretter desuden, at man forsøger at have mindst en sløjfe sommeråbent hver dag året rundt, og at man inden nytår får installeret to golfsimulatorer, så man også kan prøve kræfter med verdens fineste baner.
Til gengæld er restauranten lukket for vinteren fra oktober.
Stor aktivitet
Vejle GC er en meget aktiv klub. Mere end 100 er involveret i frivilligt arbejde lige fra baneudvalg til maling og vedligeholdelse.
Der arbejdes fint på mange fronter. Klubben samarbejder med flere skoler, juniorerne har sommerlejr med bl.a. natgolf, og i elitearbejdet er damerne traditionelt meget synlige.
Vejle arrangerede turneringer på Ladies European Tour to gange i 1990erne, hvor Laura Davies var det store navn, og Karina Ørum var klubbens eget fine produkt, der bl.a. et år modtog Den Gyldne Golfbold.
En rosværdig del af klubbens historie er i øvrigt Golfmuseet, som blev stiftet af klubbens medlemmer, og som i dag befinder sig på nabohotellet Munkebjerg.
Dræningsplan
At banen er i centrum fremgår ikke mindst af, at der kun er to ansatte i administrationen, men ti greenkeepere, heraf halvdelen helårsansatte.
De gør det daglige arbejde fortræffeligt, men er også med i det fortsatte arbejde med en stor dræningsplan, der ikke blot vil gøre mange huller spilbare også efter skybrud, men også i almindelighed vil give en – generelt endnu – lækrere bane.