Har man set cykelløbet Danmark Rundt, ved man, at etapeløbets bedste opløb ligger på Kiddesvej i Vejle, som er en by med stejle bakker i fantastisk natur omkring sig.
Med vandrestier, søer og åer med fiskeri og sejlads med kano og kajak, og ikke langt derfra Jellingstenene og for den sags skyld Legoland.
Vejle har en afslappet og hyggelig gågade med et levende restaurations- og shoppingliv, og så har byen den gratis attraktion Økolariet. Et viden- og oplevelsescenter, hvor man bliver klogere på tidens udfordringer: Affald, genbrug, teknologi mm.
Vejle Fjord Broen over en af landets smukkeste fjorde er en oplevelse i sig selv, og fra den kan man bl.a. nyde udsigten til det arkitektonisk spændende byggeri Bølgen.