Der var stor forskel på forholdene formiddag og eftermiddag i Danish Golf Championship på Lübker Golf & Spa. Mens det var temmelig ideelt til at gå lavt om formiddagen, åbnede himlens sluser sig om eftermiddagen samtidig med, at det blæste op.
Endnu, mens det stod ned i stænger, kunne man se vejrudsigten for Grenaa på tv2: 0,2 mm regn og let vind.
Rasmus Højgaard benyttede sig af formiddagen til at tage spidsen i -6 og vakte især begejstring med sin eagle på dagens tiende hul, som for ham var hul 1.
Et par gange nåede en spiller op på siden af ham for blot at falde tilbage, så Højgaard er to slag foran disse tre spillere: Francois Lacroix, Frankrig, Jannik de Bruyn, Tyskland og Sam Jones, New Zealand -4. Blandt spillerne i -3 ligger flot Søren Broholt Lind på delt femteplads.
I sidste øjeblik kom en 23. dansker til ved framelding fra amerikaneren Gunner Wiebe. Det var Morten Ørum Madsen (billedet/ getty), der ellers allerede var på vej til at spille Indoor Golf Group Challenge i Jönköping. Han vendte om og benyttede sig af at være på morgenholdet. Som Martin Leth Simonsen gik han i -2, men ærgrede sig lidt over, at han sluttede med en bogey på et par-5-hold. Scoren gav til slut en placering som nr. 14.
I -1 finder man Lucas Bjerregaard, Jeff Winther og John Axelsen som nr. 25, mens Hamish Brown, Thomas Bjørn, Niklas Nørgaard, Jens Kristian Thysted, Rasmus Neergaard-Petersen og Peter Launer Bæk ligger somnr. 47 i par. Nørgaard startede ellers som en tyfon i -4 for syv huller, men så kom der såvel en dobbelt- som en triple bogey.
Jacob Skov Olesen er nr. 71 i +1, mens Nicolai Højgaard er i +2 og Thorbjørn Olesen i +3. De gik ud, da vejret var værst og i virkeligheden slet ikke til at spille golf i.
Det samme kan blive tilfældet i morgen, hvor resterne af en tropisk storm overfalder. Retfærdigt nok skal vejret blive værre og værre i dagens løb, hvor der kommer vindstød af kulingstyrke til regnen.
Derfor vil det næppe blive muligt at fastlægge cutgrænsen, før alle er i klubhuset. Det kan blive en meget dramatisk runde.