T.J. Vogel har en helt usædvanlig rekord. Syv gange i denne sæson har han kvalificeret sig til en PGA Tour turnering.
Navnet T.J. Vogel siger ikke ret mange noget, men den 27-årige pro fra Florida kan bryste sig af at være verdens bedste mandagsspiller.
Forklaring: De fleste turneringer på PGA Tour har en mandagskvalifikation, hvor håbefulde deltagere spiller om fire pladser i feltet til ugens turnering, der begynder om torsdagen. Lykkedes det at kvalificere sig, spiller man med om pengene, og det kan være en bagvej ind i det forjættede land. Som ikke-medlem af touren kan man spille sig til et tourkort, hvis man indspiller penge nok til en plads i top125 på pengelisten, og skulle de glippe, kan man sikre sig adgang til Web.com slutspillet med en placering i top 200.
Super scores
T.J. Vogel har i år sat en unik rekord. Ikke færre end syv gange har han kvalificeret sig til ugens turnering via mandagskvalifikationen. Og det vel at mærke med nogle særdeles bemærkelsesværdige scores.
64 i kvalifikationen til RSM Classic
64 i kvalifikationen til Honda Classic
63 i kvalifikationen til Valspar Championship
65 i kvalifikationen til Wells Fargo Championship
66 i kvalifikationen til AT&T Byron Nelson
66 i kvalifikationen til FedEx St. Jude Classic
65 i kvalifikationen til A Military Salute at Greenbrier
Desværre er det ikke gået helt lige så godt for T.J. i selve turneringerne, men han har dog en delt 16. plads i Valsper Championship. I alt har han klaret cuttet tre gange. Han har inden turneringen på The Greenbriar indtjent over 110.000 $, og har 51 af de formentlig godt 80 FedEx Cup points, der skal til at sikre han en plads i Q-school finalen.
T.J. Vogel har hverken spilleret til PGA Tour eller Web.com Tour, så det vil være et ægte eventyr, hvis han spiller sig ind via den besværlige mandags kvalifikation. I tre turneringer hidtil på Web.com har han endnu ikke klaret cuttet.
T.J. har spillet 11 turneringer på PGA Tour, og én af dem var The Masters i 2013, som han kvalificerede sig til som amatør. Kort efter blev han pro, men det har ikke været en dans på roser – på nær om mandagen.