Vi har ikke været færre golfspillere i Danmark siden 2007, 70 procent af landets klubber har medlemsnedgang, men der kommer stadig flere flex-medlemmer.
Dansk Golf Union har offentliggjort de officielle medlemstal for 2018, og de fortæller sort på hvidt, at antallet af golfspillere i Danmark nu for alvor dykker.
For første gang siden medlemstællingen i september 2007, altså i 11 år, er vi under 150.000 aktive golfspillere i Danmark.
Det helt præcise tal er 149.044, hvilket er 2.199 færre end ved samme tid sidste år.
Den eneste samlede fremgang er i antallet af flex-golfere, der er steget med 985. Dermed kan man sige, at der er mere end 3.000 færre fuldtidsmedlemmer på blot ét år. Det er et skræmmende højt tal.
Antallet af juniorer er fortsat faldende, med godt 400, så der i alt er under 7000 juniorer i de danske klubber.
Flex og luksus går frem
Gennemgår man medlemstallene for samtlige landets 190 golfklubber, viser det sig at 132 af dem – svarende til 69,5 % – har oplevet en nedgang medlemstallet. 54 klubber – 28,4 % – har dog oplevet en fremgang. I begge tilfælde er der selvfølgelig tale om en blanding af nærmest umærkelig frem- eller tilbagegang og så meget markante udsving. Fire af de ti klubber, der har haft størst fremgang har således haft det alene eller alt overvejende på grund af fremgang i antallet af flex-medlemmer, mens det for to klubbers vedkommende skyldes enten sammenlægning eller opsplitning af klubber.
Nogle klubber har oplevet en reel blodstyrtning; således har den kriseramte men reorganiserede Lübker Golf Klub mistet næsten halvdelen af sine medlemmer og er gået fra 1033 til 528 (inkl. flex-medlemmer).
På positivsiden kan man se, at de to mest eksklusive golfklubber herhjemme, The Scandinavian (+101) og Great Northern i Kerteminde (+91) går markant frem trods dyre medlemskaber, og at landets største golfklub, Smørum, fortsætter fremgangen med 100 nye medlemmer, som vel at mærke ikke kun er tilgang af flex-medlemmer. Også Himmerland G&CC har fået en markant fremgang i medlemstallet.
Kritisk for nogle
Krisen kradser flere steder i landet, blandt andet i Nordsjælland, hvor Hørsholm Golfklub og Fredensborg Golf Club igen i år mister mange medlemmer. Siden 2016 har de to klubber mistet hhv. 221 og 204 medlemmer. På Fyn har de to store Odense klubber, Odense Golfklub og Odense Eventyr for andet år i træk mistet mange medlemmer, og også Svendborg går markant tilbage. Det kan i høj grad tilskrives fremgang i Langesø Golfklub (74) og Great Northern, men de tre klubbers samlede tilbagegang på 240 medlemmer overstiger klart tilgangen i de to klubber.
Klubber, der har deres primære fokus på flex-medlemmer oplever markante fremgange. Det gælder især Vallø Golfcenter der har fået 521 flere medlemmer, Samsø (239), Hansted (129) og Gudme (125).
Det er værd at bemærke at opsplitningen af Toftlund Golfklub, der har resulteret i at man også kan være medlem af Brundtland Golfcenter har betydet en tilbagegang på 117 i den gamle klub, Toftlund, og en fremgang i den nye på 144.
Danmarks 10 største klubber
1) Smørum Golfklub 2.625
2) Vallø Golfklub 2.302*
3) Hørsholm Golfklub 1.878
4) Læsø Seaside Golf 1.876*
5) Holstebro Golfklub 1.830
6) Silkeborg-Ry Golfklub 1.731
7) Furesø Golfklub 1.729
8) Aalborg Golf Club 1.634
9) Esbjerg Golfklub 1.603
10) Hjortespring Golfklub 1.583
*)Primært flex-medlemmer
Danmarks 5 mindste klubber
1) Sunset Golfklub 34
2) Arrild Golfklub 51
3) Sejerø Golfklub 71
4) Djurs Golf 80
5) Brændeskovgård Golf 95
10 største fald i medlemmer
1) Lübker Golfklub -505
2) Hørsholm Golfklub -134
3) Toftlund Golfklub -117*
4) Breinholtgård Golfklub -113
5) Skovbo Golfklub -103
6) Øland Golfklub -92
7) Falster Golfklub -87
8) Svendborg Golfklub -86
9) Trelleborg Golfklub -83
10) Odense Golfklub -82
*) Opsplitning af klub
10 største medlemsstigninger
1) Vallø Golfklub 521*
2) Ikast-Tullamore Gk 431**
3) Samsø Golfklub 239*
4) Himmerland G&CC 158
5) Brundtland Golfcenter 144***
6) Hansted Golfklub 129*
7) Gudme Golfklub 125*
8) The Scandinavian 101
9) Smørum Golfklub 100
10) Great Northern 91
* )Primært flex-medlemmer