Som ventet regnede det voldsomt natten igennem over GC München Eichenried, men selv om det stadig regnede søndag morgen, var det dog stilnet så meget af, at man kunne gennemføre slutrunden af BMW International Open.
Det fortsatte med at regne, til de førende var halvvejs rundt, og de fleste bunkers havde små søer, som man måtte droppe ud af. De sidste to en halv time blev gennemført i tørvejr, men man kan roligt sige, at vand påvirkede de danske spillere på hul 11.
Ikke Søren Kjeldsen, som først nåede dertil og fik par, men så kom Jeff Winther, der tre gange sendte bolden i vandet og sluttede med en 10er – og siden kom Thomas Bjørn, som dog kun slog en gang i vandet og slap med en bogey.
Bjørn kom rundt i par og blev nr. 17 i -9. Søren Kjeldsen sluttede med en runde i -1 og blev nr. 52 i -1, mens Jeff Winther, som lørdag morgen en overgang var på andenpladsen, gik søndagen i +9 og blev nr. 61 i +1.
I toppen sluttede Ewen Ferguson (billedet/ Getty), Skotland efter en passende blanding af gode slag og grinding i -18 foran Jordan Smith, England og Davis Micheluzzi, Australien -16.
På torsdag gælder det Scottish Open, der som sædvanlig er optakt til The Open, og den får deltagelse af fem danske spillere: Brødrene Højgaard, Thorbjørn Olesen, og så kan Niklas Nørgaard og Jeff Winther tage revanche for denne uges resultat.