I sine unge år som golfbums i Italien indså Jacob Vahr Svenningsen, at golf og klima hænger uløseligt sammen. Den grønne iværksætter har en velment opsang til golfverdenen: Vi skal acceptere naturen omkring os som vild, møde den som en ressource og ikke som noget, der skal kureres. Og naturen forstyrrer ikke spillet.
Tekst og foto af Philip Thinggaard
Hvis du under tv-transmissionen af årets US Masters hørte fuglekvidder i baggrunden, var det formentlig en fejl. Den sterile og grønmalede bane kaldes højstemt for “golfens tempel”. Men nogle bliver snarere forargede end fromme af at se banen i fjernsynet.
– Augusta National er én stor petriskål. De forgasser hele anlægget op til turneringen, siger Jacob Vahr Svenningsen.
Efter mange år som greenkeeper og golfentusiast arbejder Svenningsen i dag kommercielt med bæredygtigt landbrug og skovbrug. Han driver virksomheden eGro, som han stiftede i 2011.
– Jernpartiklerne i Augustas sprøjtemidler går direkte ind i græsbladene. Det giver ganske vist den tv-venlige mørkegrønne farve i løbet af ti minutter. Men alt levende forsvinder.
Et alternativt golftempel
Jacob Vahr Svenningsens golftempel helt anderledes ud. Her er der blomsterstriber langs fairways, får klipper dele af roughen takket være deres gumlende tænder, og langs fairways er der træer med dybe rødder. De fungerer som underjordiske carbonlagre. Den 42-årige iværksætterhjerne buldrer derudaf med krøllede ideer om golfen som integreret del af naturen.
– Augusta vil give dig kortvarig eskapisme. De vil vise, at scenen er sat til at fortælle en perfekt heltehistorie om en mand, der har overlevet et biluheld og vender tilbage til toppen. Men det må de jo om, siger Jacob Vahr Svenningsen.
Han følger op med at udfordre den moderne golfers indstilling til de anlæg, vi elsker at betræde og beskue. Svenningsen vil gerne udfordre den enkelte golfers opfattelse af den natur, vi spiller i.
– Men hvis nu anlægget ser ægte og vildt ud, så skal du til at tage stilling til din egen virkelighed. Har du lyst til det?
Pionertræer
Spørgsmålet må naturligvis besvares med et ja, der runger så højt, at fuglene pipper begejstret med fra højt oppe i træerne rundt på verdens vilde golfbaner. Og træerne skal helst være de såkaldte pionertræer, mener Svennningsen. Pil, popler og elletræer kan for eksempel beskæres kraftigt, så de slår dybe og brede rodnet, der fungerer som karbonlagre. Desuden kommer næringsstofferne på hårdt arbejde, så gødning kan reduceres eller ligefrem helt undgås.
– Det træ skal så også beskæres på en måde, så det ikke forstyrrer spillets forløb, men samtidig har bedst mulige vækstbetingelser, siger Jacob Vahr Svenningsen.
Sammen om biotoper
Jacob Vahr Svenningsen opfordrer til, at vi accepterer dele af golfbanen som vild natur. Han foreslår, at baneudvalg, medlemmer og greenkeepere går sammen om at lave små økosystemer rundt på banen, også kendt som biotoper. De skal ikke bare pynte men være afgørende led i bane- og naturplejen. Og naturligvis ligger de i behørig afstand af de steder, hvor spillet faktisk foregår.
– Klubberne bruger store ressourcer på at vedligeholde dele af anlægget, der intet har med spillet at gøre.
Hvis man klipper et stykke rough, skal det kort tid efter klippes igen. Hvis man ved, at der sjældent bliver spillet lige på det område, kan man lave et mini-økosystem der i stedet. Og det behøver ikke være dyrt, faktisk vil man spare mandetimer på det, mener Svenningsen.
– Det handler om at købe 24 poser frø og identificere steder, hvor spillet ikke havner ret tit. Man kan hurtigt lave beregning på, hvor stor besparelse det giver, bare i arbejdstid.
Skeptikere kan slappe af
Skeptikere vil mene, at golfen bør være i højsædet, og at biotoper rundt på anlægget vil forstyrre spillet. Men det er snarere omvendt, mener Jacob Vahr Svenningsen.
– En blomsterstribe langs fairway kan sagtens indgå i spillet. Det er greenkeeperens opgave at finde en vild blomstersort, der kan vokse tilpas spredt, til at man kan finde sin bold mellem bladene, forklarer vestjyden, der fik sin golfopdragelse i Lemvig Golfklub.
Han giver et billede på, hvordan vi som golfspillere indgår mere direkte med den vilde naturcyklus.
– Så skal du bare finde dit 7-jern frem og smadre blomsterne!
Udnyt lydhørheden
Da Jacob Vahr Svenningsen var greenkeeper i 2000’erne, var der ikke megen lydhørhed over for økologi i golfen. Den opfattelse har som bekendt ændret sig markant.
– Man var ikke klar til det dengang. Men nu skal vi være økologiske, og jeg lyder heldigvis ikke længere som en hippie, når jeg siger de her ting.
Vahr Svenningsen opfordrer golfklubber til at udnytte denne lydhørhed til at gøre sig til over for de lokale myndigheder. På den måde sikrer man opbakning, der kan veksles til økonomisk støtte og tilladelser til videreudvikling af baneanlæg.
– Hvis en golfbane bliver set som en oase i et byområde eller i et landbrugsområde, vil kommunerne se den som et biodiversitetspotentiale, der trækker sommerfugle og insekter til. Folk kan komme og studere det og tage den viden og de metoder med hjem i haven.
Passionen der forsvandt
Selv om Jacob Vahr har golf med hjemmefra, har han været fremmed for sporten i de sidste mange år.
– Jeg fik stress og var ved at brække mig af golf, siger han om den periode sidst i nullerne, hvor han endte med at sidde med alt for mange hatte på.
En af dem var som greenkeeper, men stillingen endte med at indebære alt muligt andet end greenkeeperi. En dag blev han ringet op midt under en begravelse og besluttede sig for, at han var for langt væk fra sin passion for golfen i naturen. Det var den passion, der oprindeligt fik den 19-årige vestjyde til at tage til Toscana og bo og arbejde på golfbanen Montelupo. Der fik han en mindre vækkelse, hvad angår golfsportens samspil med naturen, takket være hans britiske greenkeeperchef og mentor Stephen.
– Det var i de år, hvor vi for alvor begyndte at se klimaet gå amok, med skybrud og tørke. Jeg nåede at blive ekspert i ekstremt vejrs påvirkning af golfbaner.
Golfen i et vadested
Jacob Vahr Svenningsens ideer kan virke udfordrende. Men de taler ind i det dilemma, golfsporten i dag står over for. Med en træt Tiger Woods, der halter rundt i et oversprøjtet laboratorium og forsøger at finde en svunden tid, hvor golfen var i stand til at lulle os ind i en fantasi, hvor skyggesider som eksempelvis ekstrem belastning af naturen ikke kunne ses.
– Tidligere var det elitært at spille golf. Det image er heldigvis fortid. Næste skridt må være en folkeliggørelse af golfen, hvor spillerne og ikke mindst det omkringliggende samfund ser golfbanerne som et kæmpestort carbonlager, siger Jacob Vahr Svenningsen.
