Vi må undskylde til Victor H. Sidal Svendsen (billedet/ Jesper Vinzents) fra The Scandinavian, at hans sejr i Timberwise Finnish Open druknede i Danish Golf Championship. Så meget mere, som det var hans tredje i år og den anden på to uger, og at det betyder, at han tager en af de fem pladser på Road to Europe og altså er Challenge Tour spiller med omgående virkning.
Stort til lykke!
Hans sejr i Finland var resultatet af en hård kamp mellem ham, Anders Emil Ejlersen fra Silkeborg-Ry og den finske amatør Ville Virkkula, som midt på sidste runde var adskillige slag foran. Så tog Svendsen fat på at score birdies. En på 12, men han sluttede med tre i træk, og dermed undgik han endog omspil i denne slutstilling: 1. Victor H. Sidal Svendsen -7. 2. Anders Emil Ejlersen og Ville Vorkkula -6. 4. Nicolaj Lauge Andersen, Viborg -5.
Også Jonas Lykke Sørensen, Esbjerg var i top-10 som nr. 8 i -2.
På Facebook jubler Victor H. Sidal Svendsen forståeligt: 3. sejr i denne sæson, og fra nu af gælder det Challenge Tour. De sidste to uger har været vilde, da alt det hårde arbejde og gode ting i praksis dukkede op. Golf er stadig underligt, og man ved aldrig, hvornår man får de resultater, man ønsker. Alle opkald og beskeder fra alle betyder meget. Og endnu engang kæmpe tak til mit hold, venner, kæreste og familie. Intet af dette var muligt uden jer. Jeg er meget spændt på at starte det næste kapitel i min golfkarriere.