Når man går ind til finalerunden med et forspring på 4 slag, og selv går runden i 5-under par, så plejer der sjældent at være spænding om udfaldet.
Men Valero Texas fik en fuldkommen vanvittig afslutning. Akshay Bhatie førte som nævnt med 4 til Denny McCarthy, og øgede forspringet til 6 slag med birdies på de to første huller. Sådan stod det indtil 10. hul, hvor bogey-birdie bragte føringen tilbage til 4 slag.
Derefter tog en vis herre fat i McCarthy, der efter en par på 11. hul holede putts fra her og der og alle vegne, lavede syv birdies i træk for en runde i 63 slag (-9). Bhatia var pludselig tvunget til at birdie’ 18. hul, og gjorde det, og så måtte turneringen afgøres i omspil.
Her lavede McCarthy så en graverende fejl. Slog et wedgeslag i vandet fra under 100 meter, og flækkede femteslaget langt. Bhatia slog tredjeslaget tæt på og sænkede puttet for sin anden sejr på touren, for 1,6 mio. $, for et impossant trofæ, for et par cool cowboy boots og for en plads i feltet i næste uges Masters.
Rory McIlroy blev nummer tre, ni slag efter Bhatia og McCarthy, og Thorbjørn Olesen blev nummer 14, Nicolai Højgaard nummer 75.
En-to-tre-fire i træk
Nelly Korda vandt for fjerde turnering i træk, da hun uden de store problemer besejrede Leona Maguire med 4&3 i hulspilsfinalen i T-Mobile Match play på LPGA Tour. Hverken i kvart-, semi- eller finalen var det nødvendigt for Korda at spille 17. og 18. hul på Shadow Creek, hvor kraftige vindstød gjorde forholdene særdeles vanskelige.
Man havde lidt på fornemmelsen hvad der var i vente, da Korda sled sig med blandt de sidste otte, der skulle afgøre det hele i hulspil, men Maguire har haft et godt tag på verdensetteren i hulspil, og har vundet tre ud af fire møder med hende i Solheim Cup. Søndag var der ikke noget at stille op.
Nelly Korda er fuldkommen urørlig, og hvor imponerende dominansen end er, så bliver det næsten en lille smule kedeligt.
Foto: Getty Images