Hvad gør man, når man er to slag efter den førende spiller med tre huller tilbage af turneringen?
I følge Webb Simpson tager man situationen ‘step by step’ – skridt for skridt – et mantra han har læst om, at Amazon-stifteren Jeff Bezos benytter. Tony Finau var kommet to slag foran i de tos duel om sejren i Waste Management Phoenix Open, efter at Simpson havde lavet bogey på 15. hul.
Mens Finau, som ikke har vundet siden foråret 2016, hvor han vandt sin hidtil eneste PGA Tour-sejr i Puerto Rico, sluttede runden med fem pars i træk, fik Webb Simpson par på 16., birdie på 17. og sluttede af med birdie på det svære 18. hul for at fremtvinge et omspil.
Og minsandten om ikke han lavede birdie igen på 18. hul, og dermed vandt sin sjette sejr – efter fire andenpladser det seneste godt halve år.
Sympatiske Tony Finau var stor i nederlagets stund: “Han fik mig denne gang, men jeg elsker den mand. Og det var noget af en afslutning. Når man laver birdie på 18. hul et par gange, som her, så vinder man…” sagde Finau.
Justin Thomas spillede dagens bedste runde i 65 slag og rykkede op på delt tredjeplads med Bubba Watson og Nate Lashley.
Foto: Getty Images