Ho Sung Choi har det vildeste golfsving du har set, og han debuterer på PGA Tour i dag i AT&T Pebble Beach Pro-Am.
Der er et stjernefelt til start i denne uges turnering på PGA Tour, den legendariske AT&T Pebble Beach Pro-Am, som spilles på tre forskellige baner; den berømte Pebble Beach Golf Links samt Spyglass Hill og Monterey Peninsula GC.
Trods navne som Dustin Johnson, Jason Day, Jordan Spieth, Tommy Fleetwood og Matt Kuchar, så er det den 45-årige koreaner Ho Sung Choi, der har trukket de store overskrifter. Han vandt sidste år på Asian Tour, og det med et golfsving, hvis mage vel knapt findes. Søg ham på YouTube og få et skønt grin.
Dansk islæt
Ho Sung Choi, begyndte først sent at spille golf, men har været pro i snart 19 år og spiller på Asian Tour trods sit meget aparte sving. Han har fået en invitation til turneringen, der spilles som en Pro-Am med en lang række berømtheder, der stillper op side om side med proerne. Det er mest kendisser fra filmens, musikkens og sportens verden, et par tv-værter og en række økonomisk velbeslåede forretningsfolk, blandt dem danske Michael Lund, der i mange år har købt sig plads i amatørfeltet og i år spiller med Pat Perez.
Værd at bemærke er det også, at der er en far og søn med i feltet, vel at mærke ikke som pro/am, men begge som proer, nemlig Davis Love III og hans talentfulde søn, Dru Love. Ted Potter Jr. vandt sidste år.
Turneringen kan ses på Eurosport 2/GOLFTV torsdag og fredag fra kl. 20, og på GOLFTV lørdag og søndag. Her kan man også alle fire dage følge udvalgte bolde fra kl. 16. Anders Sigdal kommenterer og har Andreas Hartø som ekspertkommentator i weekenden. Husk, at man kan tegne en måneds gratis prøvemedlemsskab på GOLFTV.
Foto: Getty Images.