Hvor vildt er det lige! Sergio Garcia er videre til ottendedelsfinalen ved WGC-Dell Technologies Match Play selvom han tabte klart til Matt Wallace. Da Lee Westwood slog Tyrrell Hatton måtte de to garvede hulspils-veteraner ud i omspil. De delte de tre første huller og på 4. hul slog Westwood fint på pladen et par meter fra pinden. Øjeblikket efter var han ude af turneringen. For Sergio Garcia leverede dagens bedste slag i Austin og slog bolden direkte i hul. Sådan går man videre i hulspil!
Også andre leverede drømmeslag, da det gjaldt. Den unge skotte Robert MacIntyre var 1 ned i sin match mod Adam Long, da han drivede 18. green med et vildt slag, der flirtede med vandet, men endte en meter fra hullet. Da Kevin Na med en birdie-birdie afslutning havde slået verdens nummer 1, Dustin Johnson, med 1 hul, var det MacIntyre, der gik videre.
Tommy Fleetwood var i vandet på 18. hul, men slog et mirakuløst andetslag fra strafområdet, endnu et mirakuløst chip og endelig et godt putt for en par. Da Bryson DeChambeau ikke formåede at komme ind og i fra bag green vandt Fleetwood hullet og gik videre på bekostning af Antoine Rozner, der ellers vandt over Si Woo Kim.
Flere omspil
Der var adskillige omspil om at komme videre. Jon Rahm og Ryan Palmer delte deres match og fortsatte i omspil, som Rahm vandt. Billy Horschel slog Max Homa i omspil, Scottie Scheffler og Xander Schauffele delte matchen, og Scheffler vandt omspillet, Bubba Watson sendte Joaquin Niemann ud, Brian Harman slog Patrick Cantley ud, Erik van Rooyen gik videre på bekostning af Daniel Berger og endelig gik Kevin Streelman videre efter omspil med Abraham Ancer, som længede lignede en sikker ottendelsfinalist, men blev offer for et flot comeback fra Viktor Hovland, der gik fra 4 ned efter 10 til at vinde med 1 hul.
Ottendedelsfinalerne ser sådan ud: Fleetwood-Frittelli, Horschel-Streelman, Garcia-MacKenzie Hughes, MacIntyre-Victor Perez, Scheffler-Ian Poulter, Rahm-van Rooyen, Watson-Harman og Matt Kuchar-Jordan Spieth.
Jon Rahm (3) og Tommy Fleetwood (21) er de to eneste spillere i tp25 i verden, der er videre.
Cappelen med i weekenden
I Den Dominikanske Republik gik Sebastian Cappelen sikkert videre til weekenden trods en runde i +1. Han er delt 32. 2 under par, og turneringen føres af Rafael Campos, Fabrizio Zanotti og Justin Suh, der alle er -7.
Foto: Sergio Garcia efter sit HIO. Getty Images.