Det er ikke slut før den fede dame har sunget!

Sådan lyder ordsproget og det kom i den grad til sin ret sent natten til mandag, da Barbasol Championship i Kentucky, ugens lille alternate turnering på PGA Tour, fik den mest uventede afslutning, man næsten kan forestille sig.

Turneringen, der hele ugen er blevet overset på grund af The Open, så midtvejs i finalen ud til at være i sikre hænder hos 28-årige J.T. Poston fra North Carolina. Han førte med fire slag til en række skiftende forfølgere, som stille og roligt var ved at løbe tør for huller. Poston spillede golf som en velsmurt maskine. Fairway, green og var bundsolid med putteren. Han udnyttede de bedste birdiemuligheder og var aldrig mere en 20-30 cm fra par. Lidt kedeligt, men høj, høj klasse.

Keene Trace-banens 15. hul var banen i særklasse letteste. Et kort par5, der i ugens løb spillede et helt slag under sit par. Fem bogeys og én dobbeltbogey var det blevet til på hullet på hele ugen, da J.T. Poston nåede dertil søndag med tre slags forspring til James Hahn, der netop havde fået birdie på hullet. I bolden længere fremme, var irske Seamus Power fem slag efter med tre huller tilbage.

Så skete det mest uforudsigelige der vel endnu er sket i denne sæson. Poston kvik-hookede sit drive og endte på kanten af out of bounds langt ude i venstre. Målebåndet måtte frem, og efter lang tids grundig måling, hvor referee blandt andet med et stykke papir målte om Postons bold var out eller ikke out faldt kendelsen: Out! Med noget, der lignede få millimeter. En rystet Poston missede green med sit fjerdeslag, fumlede med sit chip og missede puttet for bogey. Dobbeltbogey, og pludselig kun ét slags forspring.

Choktilstand

Nu var The Postman, som han kaldes, i en tilstand af regulær chok. Feltets bedste putter hele ugen, og PGA Tours syvendebedste putter ud fra statistikkerne over hele sæsonen, tre-puttede 16. hul for bogey, og gik fra 24 under par efter 14 huller til 21 under par efter 16. Samme score som James Hahn i bolden foran, som nu pludselig også blev nervøs. Hahn, der havde en lokal caddie på bag’en, fik bogey på 17. og endnu en bogey på 18. og spillede sig fra delt førsteplads til delt femteplads. Samtidig havde Seamus Power holet et flot birdieputt på 16. hul, haft en dyb hulkant ud på 17. og slog nu dagens bedste slag ind til 18. green, hvor han fra omkring en meter kunne trille sit putt i for birdie og nåede til 21 under par. Glad for at have leveret endnu et topresultat og have sikret sit tourkort for næste sæson, men aldeles uvidende om det drama, der udspillede sig bag ham.

J.T. Poston fik samlet sig, og fik par på 17. Nu stod han med et birdieputt på omkring fem meter for sejren på 18., men missede det, og dermed var Seamus Power pludselig i omspil.

Langt omspil

Det varede seks huller. Spillerne skiftedes til at have fordelen, men delte 18. hul tre gange, og 9. hul to gange. På femte omspilshul troede alle at Postons putt for sejren gik i, men tyngdekraften spillede ham et puds og bolden blev hængende på hulkanten. Igen var det millimeter, der afgjorde det. På sjette omspilshul slog Power sit drive ud midt i fairway, mens Poston kom for tæt på vandet i højre, bolden ramte fairway, men sprang mod højre og krøb lige akkurat ud over den røde linje til strafområdet, trillede 20 centimeter ned af brinken og fandt sit leje under vandoverfladen. Herfra kunne Poston kun præstere en bogey, og med et sikkert to-putt sikrede Seamus Power sig sejren, der ikke alene gav ham 650.000 $, konsoliderede det tourkort han gennem seks gode uger lå til at genvinde efter et år på en meget dårlig kategori, men også gav ham en vinderkategori, en plads i Tournament og Champions, Fed Ex Cup play-offs, næste års Players Championship og PGA Championship. På en dag, hvor Shane Lowry mistede titlen som Champion Golfer of the Year, endte the irish eyes alligevel med at smile. Men sikke et drama!

Foto: Getty Images

Forrige artikelLangesø: Alt fra tilkørsel til rough er smukt
Næste artikelVild med Irland og Peachtree
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.