De to engelske aviser The Sun og The Independent skriver begge, at Thorbjørn Olesen er blevet anholdt og senere løsladt under anklage for bl.a. seksuelle krænkelser overfor en person på flyet fra Tennessee til London efter WGC-FedEx St. Jude Invitational.
Ifølge de to aviser skulle Ian Poulter have forsøgt at tale Thorbjørn Olesen til rette, men den åbenbart berusede dansker fortsatte med at råbe af medpassagerer og personale, og han skulle angiveligt også have urineret på gulvet på 1. klasse i British Airways flyet.
British Airways og Londons politi bekræfter overfor Ekstra Bladet, at ’en 29-årig opførte sig grænseoverskridende og er anholdt’ i forbindelse med den pågældende flyvning.
GOLFBLADET har indtil videre uden held forsøgt at få en udtalelse fra Thorbjørn gennem hans manager Rory Flanagan. Vi vil følge op på sagen, der kan få alvorlige konsekvenser for Thorbjørn Olesen, hvis anklagerne er sande.
Foto: Getty Images