Ikke alle spillere nåede at færdiggøre 2. runde af The Players på TPC Sawgrass inden mørket sænkede sig, men dem, der mangler at spille de sidste huller kommer ikke til at ændre ved, at 47-årige Lee Westwood fortsætter sin imponerende forårsform i USA.

Efter andenpladsen i Arnold Palmer Invitational i sidste uge, har Westwood, som igen har sin kæreste, Helen Storey, på bag’en, indtaget førstepladsen i den kæmpestore turnering, der har 15. mio. $ i samlet præmiesum og hele 2,7 mio. $ til vinderen.

Englænderen, der er nummer 31 på verdensranglisten er ellers ‘kun’ den 28. højest rangerede spiller i superfeltet, men det gør som bekendt ikke så meget i golf.

Fredag fulgte han en 1. runde i 69 slag op med en runde i 66. slag, og de 9 under par samlet er et slag bedre end den yngre landsmand Matthew Fitzpatrick og to bedre end Chris Kirk og Sergio Garcia.

Stjerner misser cuttet

På femtepladsen er der trængsel. Den deles af seks spillere; Denny McCarthy, der undervejs lavede hole-in-one på 3. hul, Sungjae Im, som lavede seks birdies i træk fra 15. til 2. hul (startede på 10. hul), Brian Harman, der overraskende holder sig i toppen, Charley Hoffmann, Doug Ghim og så en af topfavoritterne, Bryson DeChambeau.

DeChambeau, som var den eneste, der kunne besejre Westwood i sidste uge, startede ellers med en  dobbeltbogey på 10. hul, men kom flot tilbage med en runde i 69 slag og gruppen er 6 under totalt.

Også Brendan Todd lavede hole-in-one – på 8. hul – og spillede sig med i weekenden, men andre store navne faldt for cuttet, der umiddelbart ser ud til at blive lig med par. Vi nævner i flæng; Tyrrell Hatton, Scottie Scheffler, Tommy Fleetwood, Bubba Watson, Gary Woodland, Viktor Hovland, Webb Simpson, Max Homa, Steve Stricker, Tony Finau, Xander Schauffele, Francesco Molinari, Patrick Cantley og Rory McIlroy.

Foto: Getty Images

Forrige artikelJeff Winther holdt fast i føring da vinden tog til
Næste artikelBegge danskere over par, men kan stadig vinde
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.