Jeff Winther er med helt fremme I BMW International Open i München.
I onsdagens pro-am kiggede Jeff Winther langt efter hole-in-one præmien, der er på spil på 17. hul (billedet), men han må vente mindst én dag endnu med at supplere bilparken med en spritny BMW M8, for det blev ’kun’ til par på hullet for Winther i 1. runde af BMW International Open nær München.
Det blev alligevel en rigtigt god dag for Jeff, som kom rundt i 68 slag (-4), hvilket lige nu placerer ham på en delt 4.-plads kun overgået af Andrea Pavan -6, og Oliver Wilson og Martin Kaymer -5.
Der er dog stadig mange spillere i gang ude på eftermiddagsholdet og stillingen kan ændre sig.
Også Joachim B. Hansen, -2, og Thorbjørn Olesen, -1, er færdigspillet. Olesen ligger nummer 45 og måtte lide den tort at få stryg af sine modstandere, Kaymer og Matt Wallace (-3) i formiddagens stjernebold. Forhåbentlig kan han revanchere sig i morgen.
Thomas Bjørn er blandt spillerne, der stadig er på banen. Han er +2 efter 12. huller. Følg livescoring her.
Foto: Getty Images