Normalt vindes en golfturnering aldrig torsdag-fredag, men derimod på de sidste ni huller søndag.

The Genesis Invitational – Tigers invitationsturnering på PGA Tour – blev så undtagelsen, der bekræfter reglen. For 23-årige Joaquin Niemann fra Santiago i Chile behøvede blot en runde i par, 71, og en sidste ni huller ligeledes i par efter en eagle på 11. hul og to bogeys, for at vinde turneringen, der som en invitationsturnering tæller ekstra til FedEx Cup-regnskabet og bonger ekstra godt ud på bankkontoen.

Niemann grundlagde sin sejr med 63 BÅDE torsdag og fredag på den ellers notorisk udfordrende Riviera Country Club i den mest fashionable del af Los Angeles, og fik golf til at se så let ud, at traditionalister, som elsker når de gamle klassiske baner er i brug fik våde øjne.

I weekenden gik Niemann ‘blot’ 3 under par, men det var rigeligt til at holde sig i front fra start til slut – wire-to-wire – som de siger i USA, og faktisk lidt af en sjældenhed. Da turneringen var slut var vinderscoren -19, verdens nummer to, Collin Morikawa spillede sig med en 65’er til andenpladsen i -17, delt med Cameron Young, mens norske Viktor Hovland fortsatte med at høste topresultater. Denne gang en delt fjerdeplads i -14 med Adam Scott.

Tiger Woods var på plads som vært, og så ud til at være i fin form. Måske er han snart klar til at tage udfordringen op med de unge løver. Scott var den eneste i Top5, der er over 25 år!

Foto: Getty Images.

Forrige artikelBernhard Langer igen igen
Næste artikelSmørum GK bliver vært for LETAS-turnering
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.