LETs yngste medlem, 17-årige Pia Babnik, vandt Jabra Ladies Open i Evian, efter en magisk afslutning og en omspilssejr over Annabel Dimmock. Danske Linette Holmslykke sluttede på en delt sjetteplads og fik dermed karrierens hidtil bedste resultat.
For et par uger siden, gik Pia Babnik helt kold på opløbsstrækningen i Sydafrika, da hun havde muligheden for at vinde sin første professionelle sejr. Det er den slags, der i sportsterminologi hedder ‘dyre lærepenge’, og i slovenerens tilfælde var de åbenbart givet godt ud.
I Jabra Ladies Open sluttede hun birdie-birdie for en runde i 70 slag, 4 under samlet, og satte klubhusføringen. Annabel Dimmock var tvunget til at lave birdie på sidste hul, og det gjorde hun, men måtte strække våben på første omspilshul.
I Sydafrika kostede Babniks skrækkelige afslutning ikke alene muligheden for at vinde, hun glippede også kvalifikationen til denne uges US Women’s Open – en sejr i turneringen overfor majorturneringen var en passende plaster på såret – og den kvalificerede hende til en anden major, Evian Championship på samme bane senere på sæsonen.
Linette Holmslykke var faktisk bedre end vinderen i finalerunden, som hun gik i 69 (-2), og sjettepladsen indbringer hende 5.100 € og gode point til Race to Costa del Sol, hvor hun nu er nummer 30. Pia Babnik overtog førstepladsen på ranglisten.
Foto: LET